Henrik Ibsens skrifter

Jeg modtog idag ​dit seneste brev just som jeg vilde skrive dig til. Dine breve kommer altid rigtig frem og når jeg, som du siger, ikke berører det, du skriver om, så mener du vel dermed ​det politiske. Men dette har Sigurd en gang for alle påtaget sig at holde dig à jour med. Han er jo meget mere inde i de sager end jeg. – Ja, af aviserne véd du altså at ​ fru Collett er død. Under ​sygdommen fik ikke andre end børnene adgang til hende. Men jeg traf næsten daglig sønnen ​ Robert på gaden og han sagde at hun uafladelig lå og talte om ​ Welhaven og om os og om ​samværet med os i udlandet. Igår fandt ​bisættelsen sted i kapellet. Ovenpå kisten lå, foruden ​ dronningens krans, en stor pragtfuld blomsterkrans fra dig, med lange hvide silkebånd med guldbogstaver: «Hilsen til Camilla Collett fra fru Suzannah Ibsen». Fra mig en stor laurbærkrans med bånd i nationalfarver. For øvrigt kom der blomster og kranse i stor mængde. Det nærmere vil du sé af de medfølgende aviser. – Til den skrækkelige dag, ​den 20de Marts, skal ​ Bergliot få skalte og valte efter bedste skøn, siden du så vil have det. Og jeg skal modtage alle, selv ​spionerne, så høfligt, som det er mig muligt. Jeg vil håbe at ikke ​ Falsen kommer. ​ Dorothea og ​ Magdalena ligger i ​influenza; så de er jo forhindret. De er forresten, efter hvad jeg hører, flyttet til Parkvejen. ​ Herman har forvredet sin fod og kan ikke gå ud. – Og så kan jeg da fortælle dig at ​ tredje oplag af «Lille Eyolf» er ​under trykken og rimeligvis udkommer i næste uge. Imorgen aften ​opføres stykket for første gang i København. ​ Hegel har ​hos Eilif Peterssen bestilt et stort portræt af mig, som jeg i disse dage sidder model til. Her er en meget udbredt epidemi af influenza i byen. Men jeg har hidtil ikke mærket noget til sygdommen. Søndag aften var her ildebrand ovenpå i ​ fru Bjørns pensionat. De havde overfyldt en lampe, som da naturligvis exploderede. Brandvæsenet rykkede frem og der var svært spektakel og skrig på trapperne; men ilden blev snart slukket. – I ​den store udstilling har jeg købt et mesterligt billede af Chr. Krogh. Det er egentlig ​et portræt af Strindberg; men Sigurd kalder det «Revolutionen» og jeg kalder det «Det frembrydende vanvid». Det var forresten Sigurd, som tilskyndede mig til at købe det da jeg kunde få det for en forholdsvis så fabelagtig billig pris som 500 kroner. Hos ​Sigurds ​står alt vel for tiden. Bergliot har været så snil at forære mig både ​gammelost og nedlagt sild og dejlig ribbenssteg, som jeg ​froder mig med om aftenen. – Gid nu bare du også må have det rigtig godt dernede. Mange hilsener fra din hengivne